Velkommen til nye beboere






Velkommen til Ejerforeningen Øster Søgade 32 m.fl.
Du bydes hjerteligt velkommen som ejer/beboer i vores dejlige ejendom tæt på Søerne i København K. Vi, der bor her allerede, værdsætter ejendommen og miljøet og håber også, at du vil komme til det. For at sikre at alle trives her, så har vi traditioner og regler, som vi ønsker at dele med dig!
Baggrund:
Ejendommen Rørholm er tegnet af arkitekt: Alfred Råvad, og opført i årene 1882-1884 i forbindelse med at området mellem voldene og søerne blev bebygget.
Dagligdagen:
Vi ønsker, at ejendommen fremstår med en god kvalitet og en vis stil. Som led heri holdes trapperne i god stand og vaskes ugentligt. Vi ønsker derfor også, at trapperummene holdes rydelige og ikke anvendes som opbevaringsplads – det gælder også køkkentrapperne (også af hensyn til brandberedskab).
Desværre har vi haft besøg af tyveknægte. Det er derfor vigtigt, at alle er omhyggelige med at yderdøre og porte er låste. Lad kun yderdøre og porte stå åbne, når du har opsyn med dem. Når vi/du har håndværkere er det beboerens ansvar at sikre, at de også overholder kravet.
Gården administreres af et fælles gårdlaug for alle ejendomme til gården. I er meget velkomne til at anvende gården til leg, spisning/grill og så videre. Af hensyn til de beboere som skal tidligt op, er der en regel om, at der ikke må støjes eller være selskabelighed efter kl. 22 i gården.
Køkkenaffald afleveres i affaldsrummet i gården – følg anvisningerne ved affaldsrummet.
Hvis du har problemer med varme og vand eller planlægger at reparere/ombygge installationerne, så kontakt vores bestyrelsesformand, og få ejendommens VVS firma til at hjælpe med de fælles installationer. Du er velkommen til at bruge din egen VVS til lejlighedens egne installationer. De generelle principper er, at lodrette rør er fælles; mens vandrettte rør er lejlighedens!
Du kan parkere din cykel i den fælles cykelkælder – her er også plads til barnevogne. Sørg også her for altid at låse efter dig. Ladcykler kan parkeres i gården på de anviste pladser.
Der findes ikke længere fælles TV-installation. Til gengæld har alle lejligheder adgang til internet via fiber.
Der er mere lydt mellem lejlighederne end man måske umiddelbart tror. Vær derfor opmærksom og tag hensyn til naboerne.
Generalforsamlingen er øverste myndighed. Beslutninger vedrørende ejendommens drift og vedligehold tages først og fremmest i bestyrelsen, men for større projekter naturligvis af generalforsamlingen. Bestyrelsesarbejdet giver indflydelse, men tager også tid. Det er derfor værdsat, at alle ejere ind i mellem deltager i bestyrelsesarbejdet. Du kan følge bestyrelsens arbejde på Facebook gruppen: EF Østersøgade 32 MF
Ejendommen har et digitalt låsesystem.
"WelcomeBob er et digitalt dørtelefonsystem som gør din smartphones til nøgle. Systemet er anvendt dagligt af +20.000 brugere, herunder boligejere, ejendomsadministratorer og virksomheder. WelcomeBob erstatter behovet for fysisk ledningsføring og reducerer materialeforbrug og minimerer vedligeholdelsesbehov.
Skriv til bestyrelsen (lejere skal skrive til udlejer), hvis du har brug for at blive tilføjet på dørtelefonen.
Velkommen
Bestyrelsen

